”Innover eller dø” var de indledende ord, da videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) talte til et foredrag om innovation i forbindelse med oprettelsen af den nye innovationshøjskole i Esbjerg.
Af: Mikkel Priskorn, Thomas Larsen & Pernille Obelitz
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) talte onsdag den 7. september på Esbjerg Højskole om innovation, da højskolen snart skifter navn til Innovationshøjskolen. Hun startede med ordene ”Innover eller dø”, da det var temaet for foredraget.
28 højtstående repræsentanter fra Esbjergs erhvervsliv var inviteret med til oplægget, der fokuserede på innovation, nytænkning og kreativitet – - og på, hvordan innovation er svaret på Danmarks fremtidige vækst. Charlotte Sahl-Madsen sagde blandt andet, at vi allerede i begyndelsen af folkeskolen dræber nysgerrigheden hos børnene, da lærerne ikke tænker innovativt og sidder fast i gammeldags metoder.
For videnskabsministeren betyder innovation det
at kunne kombinere viden på nye
måder, og hun ser ikke innovation som et fag i sig selv, men at det skal være en væsentlig bestanddel af alle fag.
– Vi skal trives med at have frakken omvendt på, lød det fra videnskabsministeren, hvorefter hun fik de 28 repræsentanter til at vende habitjakken om, til stor underholdning for deltagerne.
Hun forklarer videre, at innovation for hende ikke er en formel, men derimod nysgerrighed, som skal pirres igennem opvæksten, og at det samtidig er skolernes ansvar. Hun fortalte også, at erhvervslivet har et stort ansvar, da de skal samarbejde med universiteterne, hvis de fremtidigt ønsker dygtige, innovative medarbejdere. Vilkårene for innovation dikteres nemlig især uden for uddannelserne, mener hun. Innovation skal praktiseres reelt på arbejdspladserne og
ikke bare være et teoretisk begreb.
Charlotte Sahl-Madsen delte også ud af egne erfaringer fra det danske erhvervsliv, idet hun tidligere har været direktør for Danfoss Universe og LEGO. Hos LEGO startede hun LEGO Visionmap, som var et hold af 20 forskere med forskellige spidskompetencer, der arbejdede sammen for at skabe nye innovative ideer.

Højskolerne genskaber nysgerrigheden
Videnskabsministeren mener dermed også, at højskolerne kan have stor del i at genskabe nysgerrigheden hos de fremtidige studerende. De kan være med til at mindske frafaldet på universiteterne, da man efter et højskoleophold vil være bedre udrustet, have flere kompetencer og mere klarhed over hvilken uddannelse, man vil vælge.
– Grundtvig er min helt, sagde Charlotte Sahl-Madsen, da hun svarede på spørgsmål om højskolerne.
- Danmark kan som national instans fremadrettet udruste sig bedre ved at motivere de unge
til nytænkning, så vi kan være med på det
globale plan i forhold til den stigende konkurrence. Danmark er ikke bagud, sagde videnskabsministeren.
Danmark er meget aktiv på det globale plan, hvilket er noget, Charlotte Sahl-Madsen er stolt over. Hvis vi i fremtiden skal være en aktør på den internationale scene, er innovation nøgleordet, mener hun.